Vores Værdier  

Vores værdier

Vi er serviceminded og vi sætter fagligheden højt

Begrebet service var ikke opfundet, da Skorstensfejerlauget blev etableret i 1778. Dengang som nu var det høje faglige niveau grundstammen i vores arbejde. Men i dag har vi oven i den faglige indsats også et serviceniveau, som vi er stolte af og som kunderne er glade for.

Vi er kendt for fleksibilitet, og kunderne er trygge ved at lukke os ind i deres hjem. Også når der efter aftale er lagt en nøgle til os så vi selv kan lukke os ind. Til gengæld ved vi, at den tillid er forpligtende. Vi skal altid optræde med pli og ansvarlighed.

Image

Vi sætter fagligheden højt

Alle i Skorstensfejervæsenet i København har skorstensfejerfagets grunduddannelse. Uddannelsen opdateres løbende med nyeste viden inden for området, herunder gældende lovgivning (bygningsreglement m.m.), sikkerhed, miljø- og energiforhold, arbejdsmiljø, de nyeste værktøjer og redskaber m.m. Det betyder, at vi altid kan tilbyde kunden opdateret rådgivning og effektiv service.

Vi går i uniform

Skorstensfejeren i den sorte uniform er kendt i bybilledet af børn og voksne – og af turister i København ikke mindst. Vi passer på det unikke brand, skorstensfejerfaget har opbygget gennem flere hundrede år. Vi synes også selv, vi har god grund til at være lidt høje i hatten.

Vi passer på miljøet

Skorstensfejervæsenet i København er repræsenteret i Skorstensfejerlaugets Miljøudvalg. Vi har bl.a. været med til at udvikle de meget populære "Homeparties", hvor vi tager ud til brændeovnsejere og lærer dem at fyre miljømæssigt korrekt i deres brændeovn.

Vi ved, hvor vigtigt det er at fyre rigtigt. Og mange brændeovnsejere vil gerne lære det af os.

Vi har en solid garantiordning

Skorstensfejerne i København er medlem af Skorstensfejerlaugets Kvalitetssikringsordning. Ordningen stiller krav til os, og er kundens sikkerhed for en ensartet, fagligt høj standard på alle udførte opgaver.

Vi har et tæt samarbejde med myndighederne

Skorstensfejervæsenet i København har et tæt samarbejde med Københavns Kommune, som ofte konsulterer Skorstensfejervæsenet angående byggesager og miljøsager. Vi har desuden løbende dialog og samarbejde med Miljøstyrelsen, som er den statslige myndighed på området.